Alt for længe har mennesker med psykiske lidelser været isoleret på årelange ventelister og manglet den behandling, der skulle sikre dem hjælp og bedring.
I mit arbejde med udsatte og psykisk sårbare møder jeg ofte mennesker, der føler sig glemt og isoleret.
Jeg møder tit unge piger med ondt i livet, der kæmper med selvskade og selvmordstanker, piger, som ikke ved, hvor de skal gå hen, de er ikke "syge" nok til psykiatrien, medicineret fra egen læge, men stadig i dyb krise og uden anelse om, hvor de så skal gå hen.
Specielt denne gruppe har vi i mange år, i mine øjne, svigtet. Og jeg er simpelthen så glad og lettet over, at Socialdemokratiet nu tager ansvar og leverer et historisk løft af psykiatrien. Psykiatrien tilføres ekstra 4,6 milliarder kroner i varige midler de kommende år. En indsats, der prioriterer forebyggelse og hurtig hjælp, hvilket i sidste ende kommer til at gavne den danske økonomi og sikre flere gode leveår med langt højere livskvalitet.
Denne investering kommer helt konkret til udtryk i Fredericia, hvor indsatsen for børn og unge i psykisk mistrivsel nu styrkes.
Kommunens tilbud HÅB (Helhedsorienteret Åben Behandling) skal tilbyde lettere behandlinger og hurtig hjælp til børn og unge, der kæmper med mentale udfordringer, men som ikke falder inden for rammerne af børne- og ungepsykiatrien. Denne indsats glæder jeg mig helt vildt til at følge.
Som socialdemokrat er det en grundsten i mit politiske virke at sikre, at alle er med, også de mest sårbare.
Når børn og unge i mistrivsel ikke får hjælp i tide, når voksne med angst, depression eller skizofreni bliver parkeret på offentlig forsørgelse og ikke tilbydes behandling og hjælp, og når pårørende kæmper mod et system, der er alt for komplekst - så svigter vi. Derfor er regeringens psykiatriudspil i mine øjne et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Udspillet rummer investeringer, der skal sikre mere tid til den enkelte patient, mere sammenhæng i behandlingen og bedre samarbejde mellem kommuner, regioner og almen praksis.
Det handler ikke kun om penge - det handler om at prioritere anderledes og give psykiatrien den vægt, den fortjener.
Vi skal bryde den tavshed og stigmatisering, der alt for længe har klæbet til psykisk sygdom, og vi skal sikre, at alle får adgang til hurtig og kompetent hjælp - uanset hvor i landet de bor.
Mine mærkesager har altid kredset om trivsel, lighed i sundhed og en styrket indsats for børn og unge. Når et barn mistrives, skal hjælpen være der - hurtigt og professionelt.
Vi ved, at en tidlig indsats virker. Derfor er det afgørende, at vi får løftet børne- og ungepsykiatrien markant. Ingen forældre skal opleve at stå magtesløse, mens deres barn forsvinder ind i mørket.
Men det her handler ikke kun om psykiatri. Det handler om, hvilket samfund vi vil have. Jeg vil kæmpe for et samfund, hvor alle har værdi - også de psykisk sårbare og udsatte.
I mit arbejdsliv kæmper jeg dagligt for psykisk syges ret til en meningsfuld plads i samfundet. En kamp, jeg også har tænkt mig at kæmpe politisk.